Poul kaldte på sin bror, ventede ikke på svar, men kravlede over lågen og løb ned i bunden af haven. Oppe i elmetræet på en af de lave grene sad han.
"Hvordan er du kommet derop?"
"Der er fire unger i" hviskede Jens og pegede på en gren højere oppe.
Poul blev stående under træet og gloede op på ham. Han havde troet han skulle passe på sin bror hele livet, og nu sad han dér og kunne næsten klare sig selv.
Iben Mondrup, Vi er brødre. Gyldendal. 2018. Antal sider. 547.
Bogen foregår i efterkrigstiden og vi følger en arbejderfamilie der bor i Frederikshavn . Faren er politibetjent og under krigen var han leder i modstandsbevægelsen, hvilket får alvorlige konsekvenser for ham og resten af familien. Moren har mistet et barn, som også har sat sit præg på drengenes hverdag. Moren drikker engang imellem fordi faren forsvinder fra tid til anden.
Bogen er fortalt fra brødrenes synsvinkel. De to drenge er hinandens modstykker, og det faktum gør, at de på godt og ondt gør hinanden til de mænd de bliver. De kæmper med og mod hinanden. De bliver til sig selv i det øjeblik de giver slip på hinanden. Men, også når de holder fast.
Når Mondrup skriver fra børnenes vinkel, er der helt automatisk ting vi skal gætte os til fordi børn ikke udsættes for alt, dog er der i historier som denne, tidspunkter hvor børnene bliver de voksne.
Den opmærksomme læser af Iben Mondrup, kender Jens og Karen fra bøgerne Godhavn og Karensminde. De bøger kunne være spændende at genlæse, med den viden vi har om Jens.
Iben Mondrup er opvokset på Grønland, er billedkunstner med en mastergrad i kunstteori og formidling, og hvis man som jeg synes hun skriver meget sanseligt, er det måske derfor. Måske der ikke er en grund , måske hun blot skriver fordi hun er god til det.
"Vi er brødre" ville egne sig godt som undervisningsmateriale fordi den rummer mange forskellige facetter af at være menneske, og viser Anden Verdenskrigs konsekvenser på den sande måde. Det er sjælden jeg er stødt på de følelsesmæssige konsekvenser af at have været med i modstandsbevægelsen. Bogen åbner op for mange snakke. Til trods for et af emnerne er fortielse.
Godhavn, Karensminde, og To brødre har alle taget afsat i dele af Mondrups egen familiehistorie, da hendes farfar var leder i modstandsbevægelsen og hun siger det er befriende at give slip på sin egen begrænsende fortælling, og i stedet bruge sin kunnen på at skabe en historie man ikke selv er en del af. Spørgmålet er så til stadighed, om ikke forfatteren altid bringer dele af sig selv ind i historien?
Iben Mondrups næste bog Tabita udkommer 15. januar 2020 på Politikkens forlag. Læs mere her